| |
 |
| |
Christian Sørensen några år efter kriget |
| |
|
Min morfar hed Christian Sørensen. Han blev født i 1891 og levede det meste af sit korte liv på Als, hvor han var født.
I 1864 var Als, ligesom resten af Sønderjylland op til Kongeåen, blevet tysk. Den danske hær havde tabt krigen efter det afgørende slag på Dybbøl Banke, og hele Slesvig/Holsten blev indlemmet i Bismarcks tyske rige.
Da 1. verdenskrig brød ud i 1914 blev Sønderjyllands befolkning umiddelbart påvirket af krigen. Det store flertal var dansksindede, følte sig som danskere, talte dansk i dagligdagen og nærede et brændende ønske om at ’komme hjem til Danmark’ en dag.
Det galt også min morfar. Men som tysk statsborger blev han hurtigt indkaldt til den tyske hær og blev efter nogen tid sendt til Vestfronten, som strakte sig gennem Belgien og Nordfrankrig. I fire år kæmpede den tyske hær mod de allierede ved denne front, og jeg forestiller mig, at min morfar har gennemlevet et helvede som det beskrives i romanen
Intet nyt fra Vestfronten.
Men i modsætning til romanens hovedperson overlevede min morfar krigen. Da Tyskland endelig overgav sig, og der blev våbenhvile i 1918, befandt min morfar sig sammen med sin fætter Asmus nær ved den franske by Lille. Efter overgivelsen fik soldaterne en enkel besked: Så kan I godt gå hjem! Det skulle tages helt bogstaveligt. Det tyske rige lå i ruiner, al infrastruktur var brudt sammen, og soldaterne havde ingen penge og ejede intet andet end det tøj, de havde på.
Så Christian og Asmus startede den lange travetur fra Lille i Nordfrankrig hjem til Als*. Hvordan turen foregik, og hvad de levede af undervejs kan man kun gætte om. Måske har venlige mennesker ladet dem overnatte i lader og stalde? Måske givet dem lidt mad? Eller de har været nødt til at snuppe gulerødder på markerne?
Til sidst kom de frem til Dybbøl Banke med udsigt over sundet, Sønderborg og resten af Als. På min mormor har jeg forstået, at de da var så trætte, at de satte sig og knapt orkede at tage sig det sidste stykke hjem.
Men hjem kom de. Min morfar fik arbejde som møbelsnedker og blev gift.
I 1920 kom Sønderjylland efter folkeafstemning tilbage til Danmark, og børnene kunne igen tale dansk i skolen og præsten prædike på dansk i kirken.
I 1928 blev min mor Ellen født. Desværre har hun ingen erindring om sin far. Han døde senere samme år af kræft. Selv har jeg kun de fortalte historier og forestillingen om hans skæbne som tysk soldat. Men da min mormor døde i 1978 efter et langt liv som enke arvede jeg sammen med søstre og fætre de møbler, morfar havde lavet til deres hjem i 20erne. Jeg fik sengen og skænken, og de er stadig i brug.
*Avståndet mellan Lille och Als är cirka 80-90 mil.
Ordförklaringar: følte sig=kände sig, galt=gällde, fætter=kusin, by=stad, kun=bara, gætte=gissa, snuppe gulerødder=stjäla morötter, erindring=minne, kræft=cancer, skæbne=öde, lavet=gjort
